Ny international forskningsartikel om affaldspædagogik

Vores samarbejdspartnere hos Århus Universitet DPU og Professionshøjskolen UCC har fået publiceret en spændende artikel om potentialet i en ny affaldspædagogik. De refleksioner der præsenteres tager afsæt i den praktiske følgeforskning der er gennemført i tilknytning til kommunepuljeprojektet ”Skole og daginstitution som læringsrum for genanvendelse af husholdningsaffald” og som er fulgt op med nye forskningsinterview i det igangværende projekt: ”Affaldspædagogik mellem daginstitution, skole og hjem”.

Artiklen diskuterer hvordan affald som materiale og affald som praksis kan indgå i miljøundervisning. 

Indledningen tager os en hurtig tur gennem udviklingen af miljøundervisning generelt fra 1960´ernes fokus på adfærdsændringer til det aktuelle fokus på udvikling af handlekompetence.
Forskerne peger på, at den aktuelle miljøundervisnings fokus på demokratisk dannelse ser ud til at overse betydningen af det konkrete miljøspørgsmål, som der arbejdes med – i dette tilfælde affald og materielle ressourcer. Og så mangler der et teorigrundlag for udvikling af affaldspædagogik. Et grundlag, som vi kan bruge som guide i vores udvikling af undervisning og læringsaktiviteter.

Hvis du læser artiklen bliver du lidt klogere på:

  • Det pædagogiske potentiale i at se affald som materialer og som en del af vores sociale relationer
  • Kreative/æstetiske aktiviteters mulighed for at give børn et håndgribeligt afsæt for at tale om fortid og mulige fremtider
  • Affald som en del af relationen mellem skole og hjem og mellem skole og omverden – lokalt og globalt
  • Hvordan eleverne kan undersøge affaldshåndtering som en social praksis afhængig af konteksten og hvorfor et sådan perspektiv kan være afgørende for at børnene kan overføre deres læring fra skolen til andre arenaer – f.eks. i hjemmet
  • At elevernes inddragelse i den konkrete udvikling af skolens affaldshåndtering får en mulighed for at forstå mekanismerne i komplekse teknologiske systemer  - og dermed et godt afsæt for deres mulighed for at bidrage til en bæredygtig udvikling af vores samfund generelt 

Læs hele artiklen, der er publiceret i tidsskriftet Environmental Education Research ved at bruge dette link, som giver adgang til at de første 50 gratis kan downloade artiklen som pdf: http://www.tandfonline.com/eprint/B6BweIzthKIRP8yPHciv/full

Glæd dig til en artikel der udfordrer vores måde at tænke affaldspædagogiske aktiviteter og som foreslår et teoretisk afsæt for vores udvikling af undervisning.
God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar