Læremidler



Herunder findes undervisningsmaterialer om affald og ressourcer. Materialerne fra Københavns Kommune deles på denne side, som en del af leverancerne i projektet "Skoler og Daginstitutioner, som læringsrum for sortering af husholdningsaffald".
 

Overblik over materialer om Affald og Ressourcer


Hæfte med overblik over danske undervisnings- og læringsmaterialer, som kan hentes på nettet.
Hæftet består af to dele. Først er der en præsentation af de store undervisningssites, som er dedikeret til emnet. Her finder du bl.a. et overblik over materiale på hjemmesiden affald.dk, Mind the trash, Hold Danmark Rent m.v.
Anden del af hæftet præsenterer en lang række andre materialer og er delt op i de fire aldersgrupper: 0-6 år, Indskoling, Mellemtrin og Udskoling.
Der er interaktive links til alle de materialer der præsenteres.
Hæftet kan downloades HER


Materialer fra Københavns Kommune


Lav jeres eget Materialebibliotek

En af de grundlæggende kompetencer for elever i forhold til at blive ressource-bevidste unge er at kende til forskellige materialer og forstå, at alle produkter (og alt affald) består af forskellige materialer. Denne aktivitet til indskolingen lægger op til, at klassen laver sit eget Materialebibliotek med mange forskellige materialer. Download materialet HER

Lad eleverne kortlægge Klassens affaldssortering

Mange skoler arbejder med at få indrettet deres affaldssystem bedre, så elever og lærere nemt kan komme af med affaldet i de rigtige fraktioner. Denne lærer-vejldning guider elever i en klasse til først at organisere deres egen klasses skraldespande på en god måde og derefter at undersøge og indrette resten af skolens lokaler. En blivende forandring på en skole kræver selvfølgelig at ledelsen, lærerne og alle elever er med i projektet. Denne vejledning kan derfor bruges som en måde, at få eleverne til at få ejerskab over processen. Den kan downloades HER

Forløb om plastik som materiale

På ERFA-møde 2 anbefalede projektets forskere at fokusere mere på materialer frem for affald i undervisningen. Afdelingen for bæredygtig udvikling har udarbejdet et forløb til udskolingen om plastik i havet til DR/skole, der netop fokuserer på plastik som materiale og dermed præsenterer affaldsproblematikken i et nyt lys. Materialet ligger på dr.dk/skole, følg dette link: Plastik Fantastisk. Vær opmærksom på, at du skal bruge Uni-login for at se film på siden. Du kan også gå direkte til elev-ark eller lærervejledningen. Hvis du er mere interesseret i opgaver og ideer til emnet marint affald kan du downloade dette EU-undervisningsmateriale til mellemtrin og udskoling, der meget grundigt gennemgår ideer til at arbejde med hav og strandaffald i undervisning.

Den Bæredygtige Generation Undersøger...

Den Bæredygtige Generation Undersøger (DBGU) er en årligt tilbagevendende udfordring, der afsluttes med en stor event for skoler i Københavns Kommune. Temaet skifter hvert år, men handler altid om ’affald og ressourcer’. Børnehaver og folkeskoler i Københavns Kommune kan deltage, ved at løse de udmeldte udfordringer og medbringe deres løsning til en stor event. Til eventen bliver børnenes løsninger bedømt af et dommerpanel, og klasserne kan vinde præmier. Hvert år vælges relevante samarbejdspartnere, der deltager i planlægningen og udviklingen af årets udfordringer og årets event. Ideen bag DBGU er at børn og unge selv udvikler bæredygtige løsninger på forskellige udfordringer omkring miljø, affald og ressourcer.
I 2016 var udfordringen mad- og emballagespild og titlen på projektet var ”Den Bæredygtige Generation Undersøger Mad- og Emballagespild”. Se vores lille film til lærere om eventen HER. Lærerne havde mulighed for at melde deres klasser til og fik så tilsendt materiale med udfordringer, inspiration og links til at læse mere. Se hæftet til indskolingen HER, til mellemtrinnet HER og til udskolingen HER. Lærerne og eleverne havde mulighed for selv at vælge retningen for deres arbejde, så længe det svarede på en af de opsatte udfordringer.
I november havde vi arrangeret en stor event, hvor de tilmeldte klasser kom og præsenterede deres arbejde, produkter og overvejelser for et dommerpanel. Klasserne prøvede desuden nogle sjove workshops, og der var også aktiviteter, der var mere løst organiseret. Der var tilmeldt indskolingsklasser og mellemtrinsklasser. Eventen blev sluttet af med, at mellemtrinnets konkurrence blev afgjort. En gruppe fra mellemtrinnet blev kåret som vinder og vandt en tur til den Blå Planet med klassen. Eventen i 2016 opnåede god omtale i lokale medier, som radio, tv og aviser og internt i kommunen.
I 2016 var projektet et samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen, som også lagde lokaler til eventen. Kokke- og tjenereleverne underviste desuden på flere workshops og fik på den måde øvet sig i at formidle til forskellige aldersgrupper. Dommerpanelerne bestod af fagfolk og undervisere samt Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev. Alle dommerne var imponerede af elevernes innovative løsninger på udfordringerne og Børne- og Ungdomsborgmesteren har valgt at gå videre med nogle af ideerne omkring madordningen på skolerne i Københavns Kommune.

Ressource-aktivisterne

Ressource-aktivisterne er et tilbud til klasser om at uddanne eleverne til gode forvaltere af klodens ressourcer. Konceptet kombinerer ønsket om at strukturere åben skole tilbud med ambitionen om at designe en uddannelse til elever, der gør dem bevidste om affald som ressource og giver dem handlekompetence til at tage vare på ressourcerne.
Vi har inddelt ”uddannelsen” i 4 vigtige viden- og kompetencemål, som eleverne skal tilegne sig under forløbet:
  • Materiale- og produktkendskab
  • Kredsløbsforståelse
  • Viden om affaldshåndtering -praktisk, økonomisk og politisk
  • Handlekompetence til bæredygtig udvikling af elevens egen og samfundets ressourceforvaltning
Vi har udarbejdet et katalog til indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.
Se indskolingsmaterialet HER
For hver kompetence kan lærerne vælge mellem nogle åben skole tilbud, som, vi har vurderet, giver eleverne mulighed for at opnå den pågældende kompetence. 
Klassen kan besøge affaldsselskaber eller genbrugspladser, få besøg af en affaldsekspert eller følge skolematerialer derhjemme.
Læreren og klassen vælger, om de f.eks. vil opnå materiale- og produktkendskab ved at arbejde med bestemte forløb selv derhjemme, tage på tur eller få besøg udefra. De kan vælge mellem disse tre typer forløb for alle 4 kompetencer. 
Når klassen har valgt og udfyldt et skema kan de booke et ”sæt i gang”-besøg fra os i Afdelingen for Bæredygtig udvikling i Københavns Kommune. 
Efter alle 4 forløb bliver klassen i grupper opfordret til at lave en afsluttende præsentation, som lærerne kan booke os til at deltage i, hvorefter vi igen kommer ud til klassen og overrækker ressource-aktivist diplomer til eleverne.
 

Årshjul til børnehaver

I Københavns kommune har Børnehaveteamet udarbejdet et Årshjul til børnehaver, der blandt andet kan rammesætte arbejdet med affald og ressourcer i institutionerne. Årshjulet skal hjælpe børnehave pædagoger med ideer til aktiviteter indenfor læreplanteamet Natur og Naturfænomener i de 4 årstider. Download Årshjulet HER.
 

Materialer og ideer fra Kommuner og Organisationer


Affaldsforebyggelse gennem historiefortælling

Gribskov kommune, står bag et projekt, der gennem historiefortælling forsøger at inspirere til affaldsforebyggelse i dagligdagen. Konceptet er tænkt som levende historiefortælling på lokale biblioteker, skoler, forsamlingshuse og lignende; men nu er fortællingerne altså også optaget på video og kan ses på YouTube. Der er tre fortællinger á ca. 20 minutters varighed. En om livet på landet. En om livet i en fiskerfamilie. Og en om livet i en arbejderfamilie. Sammen med fortællingerne er der formidlet tre små opskrifter på hhv. en strikket karklud, en smørekniv i træ, og en opskrift på henkogning af pærer eller anden frugt. Måske kan fortællinger fra gamle dage indirekte være med til at give en større generel ressourcebevidsthed!? Så selv om fortællingerne har fokus på affaldsforebyggelse, reparation og vedligeholdelse, så kan de måske alligevel understøtte en generel bedre affaldsadfærd og en bedre udsortering af affald til genanvendelse!? Under alle omstændigheder er det en sjov og anderledes måde at kommunikere på – så selv om vi altså ikke kan opleve det live – så se lidt af Gribskov Kommunes historiefortællinger ved at følge linket HER: www.gribskov.dk/gemmerdu

Børn lærer om affald gennem affaldsindsamling

Søndag d. 17. april afholder Dansk Naturfredningsforening deres årlige indsamling af affald i naturen. I den forbindelse samler skoler og institutioner ind fra d. 11. til d. 15. april. Affaldsindsamling er en god og lærerig aktivitet, som kan sætte mange refleksioner i gang hos børnene. Børnene får øjnene op for alt det affald, der ligger i deres lokalområde, hvilken type affald det er, og hvor det ligger.



Med afsæt i indsamlingen af affald, kan man tale med eleverne om emner som nedbrydning, sortering, genbrug og genanvendelse. Dansk Naturfredningsforening har lavet en lang række undervisningsmaterialer om affald, som alle sammen kan hentes HER: http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=23638

Evalueringsfilm og drejebog fra Børneaffaldsagenterne i Herlev

I nyhedsbrevet fra Januar i år kunne vi fortælle om projekt Børneaffaldsaldsagenter i Herlev Kommune. Nu er der udgivet en lille evalueringsfilm på 7 minutter, der absolut er værd at se. I filmen præsenteres projektet og der er samtaler med elever, viceværter, lokale beboere og lærerne.



Kommunen har også lagt en drejebog på nettet. Bogen beskriver projektets faser og metoder og skal inspirere og vejlede os i andre kommuner eller boligforeninger, som kunne være interesserede i at lave et lignende projekt. I finder både film og drejebog HER: https://www.herlev.dk/borger/affald-miljo/affald/herlevs-borneaffaldsagenter

Samarbejde med og inspiration fra spejderne

Mange af Det Danske Spejderkorps grupper vil gerne samarbejde med de lokale skoler om fælles aktiviteter. Spejderkorpset har udgivet et inspirationshæfte med inspiration til hvordan det kan gøres. Et af forslagene til fælles aktiviteter er at arbejde med affald i udskolingen.Se hæftet her: http://issuu.com/spejder/docs/spejder_p___skemaet_-_2015_web
I Det Danske Spejderkorps aktivitetshæfte ”Natur og Miljø” er der et par aktiviteter om affald, som klasserne også kan arbejde med på egen hånd. Det er fremstilling af genbrugspapir og at gøre materialers forskellige nedbrydningstider håndgribelig. Se side 73 ff. Find hæftet her: http://dds.dk/sites/default/files/Natur_og_miljoe.pdf I korpsets seneste magasiner til hhv. juniorspejderne (6-12 år), ”Spejdersnus”, og tropsspejderne (13-15 år), ”Track” er temaet affald. Her er både artikler, quiz’er og konkrete vejledninger – f.eks. en artikel om genbrugskunstneren Thomas Dambo og en vejledning i at skralde madaffald. Læs magasinerne ved at følge de to links herunder: http://issuu.com/spejder/docs/dds_spejdersnus_vol16_web